Verdens ende

Vi er nu taget til verdens ende, Cap Finisterre. Nogle pilgrimme gaar hele vejen, som er 80 km. ekstra fra Santiago. Vi tog bussen.
Forlod Santiago i regn og blaest, men kom til verdens ende, der straalede i solen, og vi har fundet et lille fint vaerelse med udsigt, bad og tilhoerende maageskrig, herligt. I morgen skal vi ligge ved den lille klippestrand og nyde solen og vandet, og i aften vil vi sidde og se ud over havet, mens vi nyder en god middag.
Vi er sikre paa, at lykken tilsmiler os saerligt, da mor i gaar fik den varmeste og nylavede fugleklat ned over sig, og det ser ud til, at det allerede virker. Sol, hav og fiskerbaade, og saa kan man ikke komme laengre end til denne verdens kant...
Bliver her et par dage foer vi tager til Madrid.

Dagens motto: Det er rart at vaere vigtig, men det er vigtigere at vaere rar (det stod paa et skilt, der hang paa et trae lige foer Santiago).

Santiago!

Vi ankom til Santiago i gaar. Kl. 12.31 stod vi foran katedralen, og for mit vedkommende var det en fodrejse, der beyndte for et aar siden, der nu sluttede.
Dagen foer var vi gaaet for langt, da jeg havde overset den by vi skulle sove i, saa vi maatte overnatte paa et motorvejshotel, hvor vi var de eneste gaester. Alene sad vi den store spisesal og fik det vaerste og dyreste maaltid indtil nu. Vi fik en selvdoed ko, som ejeren smilende serverede, mens han saa paa os med sin skelende oejne. Havde en mistanke om, at vi var havnet paa Ondskabens hotel, men vi moedte ikke Jack N. Naeste morgen laa taagen taet, men som vi gik de sidste 15 kilometer, broed solen gennem disen, og vi ankom til Santiago i det mest fantastiske vejr og blev moedt af lyden af saekkepiber, andre fodfolk og masser af turister.
Den gamle bydel, hvor vi bor er helt fantastisk! Det er som at gaa rundt i en filmkulisse. Efter en meget dyr, men dejlig middag - det er virkelig dyrt her, men et skatkammer af kulinariske oplevelser, loeb vi op til kirken for at deltage i en pilgrimsmesse. Vi havde forventet en hoejtidelig og bevaegende oplevelse, men i stedet var det form for "confession a la Minnesota": Hvorfor har du gaaet ruten, hvad har dine oplevelser vaeret? Svar: Hej jeg hedder... Folk gik paa skift op, og da de fleste taler spansk eller italiensk, fattede vi ikke et klap. Samtidig gik en stoevsuger sin runde, og gulvmoppen blev luftet, saa det med hoejtideligheden kunne man glemme alt om. Syntes, at det er for daarligt. Taenk at have gaaet saa mange kilometer, og her taler vi om folk fra alle lande i verden, og saa foregaar alt paa spansk. Engelsk er endnu ikke blevet opfundet i Spanien, og det har vaeret et generelt problem, men lige her til sidst er det aergerligt.
Nuvel, i dag har vi sovet laenge og nydt ikke at skulle op foer hanen, og vi dasker rundt i byen og bruger alt for mange penge.
I morgen tager vi til Cap Finisterre, verdens ende ved vandet og bliver en dag eller to, og saa ser vi, havd der sker.

Carpe diem - foedderne har taget konsekvensen og er taget paa ferie.

De Ribadiso

Dagens etape: 27 km.

Sisse: Hvordan har du det lige nu efter 27 km.?
Ingrid: Det kan jeg slet ikke maerke...

Vi gik kl. 7 og naaede for en gangs skyld at spise morgenmad inden vandring. Vejret har vaeret skyet her i Galicia de seneste dage, men det er skoent for os med let brise og stoevregn af og til.
Dagens hoejdepunkter: Youghurt med hjemmeslynget honning til formiddag og senere friskplukkede hindbaer paa en baenk i skovbrynet.

Gik det meste af dagen gennem eucalyptusskove, hvor der duftede vidunderligt og friskt, og vi droemte om at tage et varmt karbad med frisk eucalyptysblade i. Det blev i stedet til et bad i barakken paa herberget, men pyt, det koster kun 3 euro at sove her, og vi er snart i maal.

Dagens motto: Grib ikke dagen, men gaa den!

P.S. Har lige punkteret en af mors vabler. Hun har virkelig en speciel evne til at goere sig interessant...

Palas de Rei

Dagens etape: 24 km.
Resterende km.: 67!!!

Vi blev vaekket kl. 5 i morges, saa vi var allerede paa farten kl. 6. Gik over floden i Portomarin og klatrede i moerke op ad monte de San Antonio. Vandrede gennem pinjeskove, landbrug og kornmarker og naaede endelig Palas de Rei efter 24 km. Selv om mor har en flot samling vabler, der hele tiden spreder sig, klarer hun det godt qua sit store misbrug af compeed. Jeg forudser en lang og svaer afvaenning venter paa hende forude.

Det er lidt maerkelig, at der kun er 67 km. tilbage. Jeg har jo gaaet hele vejen, men ikke i et straek, og jeg ser frem til maalet, men ved slet ikke, hvordan det bliver. Antiklimaks?

Bonus: Vi har kapret et dobbeltvaerelse paa et herberg, og det foeles som den vildeste luksus ikke at skulle sove sammen med andre. Et af dagens hoejdepunkter!

At hvad man behoever

I dag passerede vi 100 km. stenen til Santiago, og jeg tror det foeles stort for dem, der har gaaet turen i et straek. Vi har (med i dag) gaaet 175 km. - nu er der blot 90 km. tilbage.

Natten tilbragte vi langt ude paa landet i et lille herberg, hvor vi skulle dele rum med sure gamle maend, de var i hvert fald gamle. En af dem var over 80 aar, men det afholder ham ikke fra at gaa caminoen. Man maa boeje sig i stoevet, for selv om han have et hoereapparat, der hylede hele natten, og selv om han mumlede og mimrede uden ophold, saa gaar bedstefar fremad, og vi moeder ham hele tiden paa vejen. Respekt!

Mors foedder lever deres eget liv, og de har det vidst ikke saa godt. Hun bruger en formue paa compeed, og de lokale farmaciaer er glade for, at hun laegger vejen forbi. Selv har jeg ikke en eneste vabel, og det er ret utroligt efter sidste aar. Men maaske er mine foedder blevet haerdet efter sidste tur.

I nat sover vi i Portomarin, en fin lille by, der ligger paa en bakke med udsigt til en flod. Vi har faaet vasket vores toej i en vaskemaskine, og det foeles fantastisk. Det er de smaa ting, der taeller her. Man bliver virkelig taknemmelig for lidt. Et aeble til morgenmad, en seng at sove i, endnu en dag med saa mange smaa oejeblikke, der ikke kan beskrives. Lige nu.
Jeg baerer nogle buddhistiske visdomsord med mig, som en praest jeg kender har givet mig. De lyder saaledes:
Jeg bad om visdom, og livet gav mig problemer at loese.
Jeg bad om velstand, og livet gav mig hjerne og muskler at arbejde med.
Jeg bad om mod, og livet gav mig fare at overvinde.
Jeg bad om kaerlighed, og livet gav mig mennesker at elske.
Jeg bad om gaver, og livet gav mig muligheder.
Jeg fik intet af, hvad jeg oenskede.

Jeg fik alt, hvad jeg behoevede.


P.S. Tilykke til min veninde Trine, der har faaet en datter i dag!

Samos

25 km. i dag.

Det er et par dage siden, at jeg har kunne skrive, da vi har boet langt ude paa landet. I gaar boede vi f.eks. i byen Hospital, selv om ingen af os er kommet til skade, og der proevede vi at vaere til efter devisen: spis foer fluerne goer det! Byen bestod blot af en kro, et albergue, tre stalde, en haandfuld svin og et par fritgaaende hoens.
Vi sover ikke saa godt, da det er svaert med alle de prustende mennesker i samme rum, saa vi stod op kl. 4.45 i morges og gik umiddelbart efter. Det er skoent at gaa gennem moerket, opleve dagen begynde i det smaa, dufte, sanse, se farverne faa form, hoere fuglene staa op efter en selv!

Er nu i Samos, hvor vi skal sove paa et gammelt kloster med kalkmalerier paa vaeggene. I haven gaar en pater og samler urter, og hele byen har ikke uden grund en haellig stemning over sig idet klosteret er byens centrum.
Jeg har ikke faaet en eneste vabel endu, og naar man taenker paa sidste aar, er det meget utroligt. Til gengaeld har mor faaet en del, saa hun humper rundt og er paa Compeed. Jeg kan kun sige, at jeg ved, hvordan det foeles.

Cacabelos

Sisse: Hvad synes du foreloebig om caminoen?
Ingrid: Fantastisk og raedselsfuldt.

Det er vores 3. dag, og jeg har netop foretaget en lille operation paa mor Ramholts fod, da hun har faaet sin foerste vabel. Ja, saa er man her virkelig!!!
Vi begyndte at gaa fra Astorga den 18/7, smertens by for mit vedkommende, da det var der, jeg maatte slutte sidste aar.
Vi har kun vaeret vaek et par dage, men det foeles som mange flere. Har allerede gennemlevet flere proevelser, og jeg tror, at mor nu kan forstaa, hvad det vil sige at gaa caminoen.
Efter en haeslig oplevelse paa en af de romerske middelalderveje i gaar, lejede vi et hotelvaerelse for at faa lidt fred. Det er, som jeg skrev sidste aar, jo umuligt at sove paa herbergene, saa vi koeber os til lidt luksus, og hvor det er en nydelse at vaere i fred og kunne sove uden stoej...
Mor Ramholt klarer det fint.

23 km. i dag - ca. 195 km. til Santiago!

På den igen!

Så følger fortsættelsen af pilgrimsrejsen, hvor målet stadig er Santiago de Compostela. Denne gang er det 2 x Ramholt, der går de sidste godt 250 km.
Vi flyver til Leon i dag, og i morgen kører vi det sidste stykke til Astorga, hvor jeg sluttede sidste år.
Vi glæder os!