Cacabelos

Sisse: Hvad synes du foreloebig om caminoen?
Ingrid: Fantastisk og raedselsfuldt.

Det er vores 3. dag, og jeg har netop foretaget en lille operation paa mor Ramholts fod, da hun har faaet sin foerste vabel. Ja, saa er man her virkelig!!!
Vi begyndte at gaa fra Astorga den 18/7, smertens by for mit vedkommende, da det var der, jeg maatte slutte sidste aar.
Vi har kun vaeret vaek et par dage, men det foeles som mange flere. Har allerede gennemlevet flere proevelser, og jeg tror, at mor nu kan forstaa, hvad det vil sige at gaa caminoen.
Efter en haeslig oplevelse paa en af de romerske middelalderveje i gaar, lejede vi et hotelvaerelse for at faa lidt fred. Det er, som jeg skrev sidste aar, jo umuligt at sove paa herbergene, saa vi koeber os til lidt luksus, og hvor det er en nydelse at vaere i fred og kunne sove uden stoej...
Mor Ramholt klarer det fint.

23 km. i dag - ca. 195 km. til Santiago!

På den igen!

Så følger fortsættelsen af pilgrimsrejsen, hvor målet stadig er Santiago de Compostela. Denne gang er det 2 x Ramholt, der går de sidste godt 250 km.
Vi flyver til Leon i dag, og i morgen kører vi det sidste stykke til Astorga, hvor jeg sluttede sidste år.
Vi glæder os!

En lyseroed celle

Forlod smukke Leon i morges, en by jeg varmt kan anbefale. Leon er en del af Castilla Y Leon, en flot provins med masser af spaendende historie og monumenter. Spanien gemmer paa et skatkammer af skoenne steder, som jeg aldrig havde hoert om foer. Nu har jeg de foerste 10 byer noteret, som jeg gerne vil se naermere paa igen.
Jeg har vaeret alt for lidt kulturel, det har vaeret vandringen der har vaeret det vigtigste, men i Leon fik jeg tid og overskud til bl.a at se katedralen, en gotisk juvel med mere end 188 km2 mosaikvinduer fra middelalderen, imponerende.
Havde planlagt at tage et hotel for at forkaele mig selv, men endte alligevel paa et albergue, drevet af en nonneorden. Det var gratis at overnatte, en del albergue peregrinos drives paa basis af donationer, og her fik man morgenmad og en vesignelse med - helt uden beregning.
Velsignelsen foregik paa spansk, og jeg fattede ikke saa meget andet end, at vi pergrinos blev oensket en god tur til Santiago. En af nonnerne, en aeldre kvinde med en ung og klar stemme, messede smukt. Det gik lige i sjaelen.
Nu er jeg havnet et gudsforladt sted, hvor der INTET er - ikke engang en kirke. Men jeg har faaet en enkeltvaerelse med lyseroede vaegge og uden vinduer. Koent eller hyggeligt er det ikke, men det fantastiske er, at jeg ikke skal dele det med nogen!!! For 6 euro kan jeg faa en nat uden knirkende senge, snorken, hosten og raslen med tasker - hvilen lykke!

Leon

Mansilla de las Mulas

Under maelkevejen

I nat gik jeg 36 km med stjernehimlen som lygte. John (DK) og jeg kunne desvaerre ikke udholde stemningen paa vores albergue, saa vi pakkede vores grej og gik ved midnatstid. Det havde ellers vaeret en fin dag, loeb paa den specielle, men meget underholdende Bill (UK), som vi ikke havde set siden dag 2. Pludselig var han der, hyggeligt, men han havde desvaerre skadet sit ben, der var overanstrengt.
Naa, men i trods over de egoistiske mennesker, man af og til moeder paa sin vej, gik vi altsaa ud i natten. Jeg er jo altid klar paa lidt eventyr, men denne gang, havde jeg nok overvurderet mig selv. Uden soevn - jeg havde jo allerede gaaet 22 km tidligere paa dagen - gik vi ud i den kolde nat. Jeg saa stjerneskud (og det er sandt), moedte kaempefroer, mummitrolde og saa kaempebiller loebe hen over jorden. Alt sammen syner. Skraemmende. Var ved at gaa kold af traethed.
Til morgen standsede jeg i en lille by, Mansilla de las Mulas, mens John gik videre. Han ville gerne lige nappe 20 km mere. Nu bor jeg paa et hyggeligt lille albergue med soede mennesker og en dejlig gaardhave.
Jeg kastede mig straks i seng, da jeg kom frem, og en venlig sjael paa vaerlset lagde sit taeppe over mig, mens jeg sov. Han maa have set min udmattelse. Samme person har jeg moedt tidligere, hvor han gav mig lidt frugt en tidlig morgen. Vi har aldrig udvekslet et ord, men det dejligt, at der ogsaa findes gode mennesker, der overskud til at taenke paa andre end sig selv.
Den romerske vej er en udfordring at gaa paa, og varmen suger dagligt energien ud af en, bjergene er stejle, og der er mange sten, der boerer sig op i foedderne, men den stoerste proevelse er for mig mennesker: De er den stoerste udfordring.

Sahagun

Jeg har "kun" gaaet 22 km i dag. Mine foedder er fyldt med vabler, og de goer saa ondt, at jeg maa blande lidt kemikalier for at klare det. Paa den anden side er jeg meget heldig, har ikke ondt i knae, ben og muskler. Naar jeg ser andre, der humper med knaebind og bandager, saa ved jeg, at de lider paa en anden maade, der kan gaa ud over led og knogler paa laengere sigt. Hvis blot vablerne forsvinder, kan jeg gaa paa vandet!
Dagens daarlige nyhed: Har desvaerre ikke tabt mig. Alle andre taber sig, men jeg vejer det samme (som da jeg rejste), hmm. Selv om jeg spiser meget frugt, saa gaar jeg lidt amok om aftenen. Jeg har tillid til, at min krop kraever det, den har brug for, saa det er helt sikkert muskelmasse, jeg er ved at opbygge!
I nat skal jeg sove i et gammel kloster. Det er saa smukt et rum, og jeg kan kigge op til loftet, der naesten naar himlen. Faar i oejeblikke svip af at bo med saa mange mennesker. Man har intet privatliv, skal klaede om inde i badet, er vidne til fremmede menneskers personlige hygiejne. Tag nu den kvindelige udgave af Antonio Banderas, der staar og klemmer bumser ud, mens man boerster taender, en anden klipper negle i det rum, som alle skal vade rundt i, en lukker ikke doeren til badevaerelset, saa man kan hoere luftvejene blive renset kl. 04.30. Not nice.
Men de gode timer paa stierne, ruter gennem smaa ensomme landsbyer og brede markveje, loefter mig, faar mig til at leve med alt det andet.