Sahagun

Jeg har "kun" gaaet 22 km i dag. Mine foedder er fyldt med vabler, og de goer saa ondt, at jeg maa blande lidt kemikalier for at klare det. Paa den anden side er jeg meget heldig, har ikke ondt i knae, ben og muskler. Naar jeg ser andre, der humper med knaebind og bandager, saa ved jeg, at de lider paa en anden maade, der kan gaa ud over led og knogler paa laengere sigt. Hvis blot vablerne forsvinder, kan jeg gaa paa vandet!
Dagens daarlige nyhed: Har desvaerre ikke tabt mig. Alle andre taber sig, men jeg vejer det samme (som da jeg rejste), hmm. Selv om jeg spiser meget frugt, saa gaar jeg lidt amok om aftenen. Jeg har tillid til, at min krop kraever det, den har brug for, saa det er helt sikkert muskelmasse, jeg er ved at opbygge!
I nat skal jeg sove i et gammel kloster. Det er saa smukt et rum, og jeg kan kigge op til loftet, der naesten naar himlen. Faar i oejeblikke svip af at bo med saa mange mennesker. Man har intet privatliv, skal klaede om inde i badet, er vidne til fremmede menneskers personlige hygiejne. Tag nu den kvindelige udgave af Antonio Banderas, der staar og klemmer bumser ud, mens man boerster taender, en anden klipper negle i det rum, som alle skal vade rundt i, en lukker ikke doeren til badevaerelset, saa man kan hoere luftvejene blive renset kl. 04.30. Not nice.
Men de gode timer paa stierne, ruter gennem smaa ensomme landsbyer og brede markveje, loefter mig, faar mig til at leve med alt det andet.