Under maelkevejen

I nat gik jeg 36 km med stjernehimlen som lygte. John (DK) og jeg kunne desvaerre ikke udholde stemningen paa vores albergue, saa vi pakkede vores grej og gik ved midnatstid. Det havde ellers vaeret en fin dag, loeb paa den specielle, men meget underholdende Bill (UK), som vi ikke havde set siden dag 2. Pludselig var han der, hyggeligt, men han havde desvaerre skadet sit ben, der var overanstrengt.
Naa, men i trods over de egoistiske mennesker, man af og til moeder paa sin vej, gik vi altsaa ud i natten. Jeg er jo altid klar paa lidt eventyr, men denne gang, havde jeg nok overvurderet mig selv. Uden soevn - jeg havde jo allerede gaaet 22 km tidligere paa dagen - gik vi ud i den kolde nat. Jeg saa stjerneskud (og det er sandt), moedte kaempefroer, mummitrolde og saa kaempebiller loebe hen over jorden. Alt sammen syner. Skraemmende. Var ved at gaa kold af traethed.
Til morgen standsede jeg i en lille by, Mansilla de las Mulas, mens John gik videre. Han ville gerne lige nappe 20 km mere. Nu bor jeg paa et hyggeligt lille albergue med soede mennesker og en dejlig gaardhave.
Jeg kastede mig straks i seng, da jeg kom frem, og en venlig sjael paa vaerlset lagde sit taeppe over mig, mens jeg sov. Han maa have set min udmattelse. Samme person har jeg moedt tidligere, hvor han gav mig lidt frugt en tidlig morgen. Vi har aldrig udvekslet et ord, men det dejligt, at der ogsaa findes gode mennesker, der overskud til at taenke paa andre end sig selv.
Den romerske vej er en udfordring at gaa paa, og varmen suger dagligt energien ud af en, bjergene er stejle, og der er mange sten, der boerer sig op i foedderne, men den stoerste proevelse er for mig mennesker: De er den stoerste udfordring.