At blive dus med smerten

Efter en skøn nats søvn blev vi 100 mennesker vækket kl. 05.30 af en eller andens vækkeur. Ja, så kunne man jo godt stå op. Begyndte at gå kl. 06, og er netop ankommet til Larrasoana. 27 km har jeg gået igen i dag. Hvor højderne i går var slemme, og min rygsaek var min værste fjende, var det i dag mine fødder, der led under de stenede veje gennem skove og dale. Hvert skridt føles som knive, og de første vabler skyder frem. Min dårlige ankel (tidligere forstuvet) er lidt hævet, og mine fingre svulmer op og ligner hvide pølser. Nok på grund af rygsækken, der spærrer for blodtilførslen. Ja, sokker i sandalerne, og der røg den forfængelighed! Nu skal det jo ikke lyde som en klagesang, for smerten er forbundet med at gå i den fantastiske natur - og det at have en krop. At maerke den. Hold op, hvor kan jeg mærke den! Vi er dus, smerten og jeg.
Er indlogeret i denne lille bys lokale rådhus, deler bad og toilet med begge køn, grænserne overskrides hele tiden, og jeg har badet med undertøj på!!! Men man bliver taknemmelig for lidt.