En lyseroed celle

Forlod smukke Leon i morges, en by jeg varmt kan anbefale. Leon er en del af Castilla Y Leon, en flot provins med masser af spaendende historie og monumenter. Spanien gemmer paa et skatkammer af skoenne steder, som jeg aldrig havde hoert om foer. Nu har jeg de foerste 10 byer noteret, som jeg gerne vil se naermere paa igen.
Jeg har vaeret alt for lidt kulturel, det har vaeret vandringen der har vaeret det vigtigste, men i Leon fik jeg tid og overskud til bl.a at se katedralen, en gotisk juvel med mere end 188 km2 mosaikvinduer fra middelalderen, imponerende.
Havde planlagt at tage et hotel for at forkaele mig selv, men endte alligevel paa et albergue, drevet af en nonneorden. Det var gratis at overnatte, en del albergue peregrinos drives paa basis af donationer, og her fik man morgenmad og en vesignelse med - helt uden beregning.
Velsignelsen foregik paa spansk, og jeg fattede ikke saa meget andet end, at vi pergrinos blev oensket en god tur til Santiago. En af nonnerne, en aeldre kvinde med en ung og klar stemme, messede smukt. Det gik lige i sjaelen.
Nu er jeg havnet et gudsforladt sted, hvor der INTET er - ikke engang en kirke. Men jeg har faaet en enkeltvaerelse med lyseroede vaegge og uden vinduer. Koent eller hyggeligt er det ikke, men det fantastiske er, at jeg ikke skal dele det med nogen!!! For 6 euro kan jeg faa en nat uden knirkende senge, snorken, hosten og raslen med tasker - hvilen lykke!

Leon

Mansilla de las Mulas

Under maelkevejen

I nat gik jeg 36 km med stjernehimlen som lygte. John (DK) og jeg kunne desvaerre ikke udholde stemningen paa vores albergue, saa vi pakkede vores grej og gik ved midnatstid. Det havde ellers vaeret en fin dag, loeb paa den specielle, men meget underholdende Bill (UK), som vi ikke havde set siden dag 2. Pludselig var han der, hyggeligt, men han havde desvaerre skadet sit ben, der var overanstrengt.
Naa, men i trods over de egoistiske mennesker, man af og til moeder paa sin vej, gik vi altsaa ud i natten. Jeg er jo altid klar paa lidt eventyr, men denne gang, havde jeg nok overvurderet mig selv. Uden soevn - jeg havde jo allerede gaaet 22 km tidligere paa dagen - gik vi ud i den kolde nat. Jeg saa stjerneskud (og det er sandt), moedte kaempefroer, mummitrolde og saa kaempebiller loebe hen over jorden. Alt sammen syner. Skraemmende. Var ved at gaa kold af traethed.
Til morgen standsede jeg i en lille by, Mansilla de las Mulas, mens John gik videre. Han ville gerne lige nappe 20 km mere. Nu bor jeg paa et hyggeligt lille albergue med soede mennesker og en dejlig gaardhave.
Jeg kastede mig straks i seng, da jeg kom frem, og en venlig sjael paa vaerlset lagde sit taeppe over mig, mens jeg sov. Han maa have set min udmattelse. Samme person har jeg moedt tidligere, hvor han gav mig lidt frugt en tidlig morgen. Vi har aldrig udvekslet et ord, men det dejligt, at der ogsaa findes gode mennesker, der overskud til at taenke paa andre end sig selv.
Den romerske vej er en udfordring at gaa paa, og varmen suger dagligt energien ud af en, bjergene er stejle, og der er mange sten, der boerer sig op i foedderne, men den stoerste proevelse er for mig mennesker: De er den stoerste udfordring.

Sahagun

Jeg har "kun" gaaet 22 km i dag. Mine foedder er fyldt med vabler, og de goer saa ondt, at jeg maa blande lidt kemikalier for at klare det. Paa den anden side er jeg meget heldig, har ikke ondt i knae, ben og muskler. Naar jeg ser andre, der humper med knaebind og bandager, saa ved jeg, at de lider paa en anden maade, der kan gaa ud over led og knogler paa laengere sigt. Hvis blot vablerne forsvinder, kan jeg gaa paa vandet!
Dagens daarlige nyhed: Har desvaerre ikke tabt mig. Alle andre taber sig, men jeg vejer det samme (som da jeg rejste), hmm. Selv om jeg spiser meget frugt, saa gaar jeg lidt amok om aftenen. Jeg har tillid til, at min krop kraever det, den har brug for, saa det er helt sikkert muskelmasse, jeg er ved at opbygge!
I nat skal jeg sove i et gammel kloster. Det er saa smukt et rum, og jeg kan kigge op til loftet, der naesten naar himlen. Faar i oejeblikke svip af at bo med saa mange mennesker. Man har intet privatliv, skal klaede om inde i badet, er vidne til fremmede menneskers personlige hygiejne. Tag nu den kvindelige udgave af Antonio Banderas, der staar og klemmer bumser ud, mens man boerster taender, en anden klipper negle i det rum, som alle skal vade rundt i, en lukker ikke doeren til badevaerelset, saa man kan hoere luftvejene blive renset kl. 04.30. Not nice.
Men de gode timer paa stierne, ruter gennem smaa ensomme landsbyer og brede markveje, loefter mig, faar mig til at leve med alt det andet.

CALZADILLA

35 km i dag i nye sko betyder nye vabler. Hver dag byder på udfordringer, ikke alle er gode. Det er hele tiden op og ned. Men jeg går endu!

Farvel til en gammel saek

Fromista: Så er jeg tilbage! Der har været et par dage uden internet, så jeg har ikke haft mulighed for at skrive, men har blot sendt Peter en sms fra stederne, så han kan lægge et kort ind.
Har gået 32 km i dag. En del gennem mesetæn, der går for at være en af de hårdeste strækninger, da der ingen skygge er, blot endeløse veje gennem kornmarker. Men heldet har været med os, for det har været halvskidt vejr de seneste to dage. Overskyet og koldt (perfekt for mig).
Da jeg ankom til Burgos for et par dage siden, var det i silende regn. Havde gået gennem uvejr, lyn og torden, var gennemblødt (skoene var fodsuppe). Kulden trak alle kræfterne ud af mig, og det er i sådan en stund, at man får lyst til at sætte sig ned og bare ringe efter en taxa. Nedbrudt af kulde og våde fødder (og efter at have set det klamme herberg med alt for mange mennesker), måtte jeg leje et hotelværelse. Det var lykken, for der var karbad og ingen larm og mennesker. Så kan man klare alt igen. Næste dag matte jeg investere i en ny rygsæk, da min gamle, der har fulgt mig gennem verden i mange år, var kaput. Jeg lignede efterhånden klokkeren fra Notre Dame, når jeg kom gående, pukkelrygget og foroverboejet. Det er ikke befordrende for ens fødder med så dårlig belastning, så jeg måtte se sandheden i øjnene og sige adios til min gamle rejsekammerat. Jeg efterlod da min gamle sæk på et hotelværelse i et fremmed land. Grusomt ville nogen sige, men nødvendigt vil jeg mene. Og det var med vemod, for den har båret på meget, været med mig i Indien, New Zealand, Thailand, Vietnam m.m. Den har fundet sig i blive smidt rundt i støv og hede, kolde flyrum og snavsede togvogne. Men jeg tænker, at den stadig har en chance. Måske finder den en ny ejermand, der vil tage den med på andre eventyr. Give den et nyt liv.
Ja, det var farvel til en gammel sæk og goddag til en ny og yngre model, der passer mig bedre. Sådan er livet jo. Nye behov. Måtte desuden investere i et par nye sko, da ingen havde fortalt mig, at ens fødder vokser et nummer på sådan en tur. Hvad jeg har lært af det? Jo, man skal have udstyret i orden, og man skal aldrig gå i for små sko!

Honastas

Ankommet til Burgos

Ankommet til Burgos i regnvejr. Måtte investere i en ny rygsæk, nye sko og solbriller. Og er yderligere krøbet til korset og bor på hotel i nat!

Noget om tid

Arges: I dag er det soendag, og det er faktisk et tilfaelde, at jeg ved det. Dagene er efterhaanden uden navn, for det betyder intet. Det er sjaeldent, at tiden ophaeves helt i ens vante omgivelser, men naar man rejser er det anderledes. For mig er det lige nu mere basale ting som, hvordan mine foedder og ben har det, hvornaar det udslaet jeg har paa benene forsvinder, hvor jeg kan sove (og i fred?), hvor langt der til naeste vandpost m.m. Tiden er naermere blevet en maaleenhed, der betyder noget for, hvor laenge kroppen kan klare varmen og smerterne, hvornaar den er sulten, hvornaar den skal hvile. Hvad tid paa dagen er uden betydning. Jeg er maaske sulten kl. 14 og spiser der 3 retter uden at blinke, og min krop vil gerne sove, naar den er omkring 22.
28 km i dag, og mine foedder foeles som om der en der har smadret dem med en hammer under fodsaalerne. Har dog fundet et rent herberg med vaskemaskine og enkeltmandsseng ( de andre sover i koejer, he) - det er den store luksus!

Belorado

Da jeg kom frem til klosteret i går var alt optaget. Jeg havde gået hele dagen i varmen og var på randen af total udmattelse. En tysk mand kom pludselig ud i receptionen og sagde; "jeg må gå videre, du kan få min seng". I sådan en stund skal man bare modtage. Så det gjorde jeg! Hvor heldig kan man være?
Ude i klosterets gård sad det hollandske par, som jeg bliver ved med at møde, og danske John. Det var et hyggeligt gensyn med velkendte og venlige ansigter. I nat sov jeg i "herreværelset" med 5 fremmede mænd, men for en gangs skyld var alle stille og hensynsfulde, så jeg kunne sove helt til kl. 6.30! Sikkert fordi de ikke var italienere, for de er ved Jesus og Maria det mest støjende folkefærd på caminoen.
Har gået blot 21 km i dag, skal sove i et gammelt teater, der hører til en kirke fra 1100-tallet.
Det er forresten 41 grader, og jeg har roedt udslaedt paa benene - og det kloer! Men apotekerne har det hele her, saa jeg en omvandrende kemi(no) pilgrim.

Santo Domingo!

Har gået 35 km i dag til Santo Domingo! Det er nok ikke noget jeg vil gentage... 35 graders varme og ni timer for de stakkels fødder. Men nu har jeg en vandrestav, så det går over stok og sten.

De smaa tings glaeder

Når jeg står op om morgenen, drikker jeg lidt vand og går et par timer på fastende hjerte. Så finder jeg et smukt sted at sidde, ser solen stå op og spiser lidt frugt og brød. Det er ubetinget dagens bedste stund, den halvmørke morgen, stilheden og altings opvågnen, inden alle de andre pilgrimme kommer halsende.
Det er i de timer, jeg bliver glad og taknemmelig, de timer på dagen, hvor jeg nyder, og mine ben er som en maskine i fremdrift. Resten er hårdt arbejde, mens solen pisker mig i nakken.
For hver dag finder jeg ud af, at jeg nok har været naiv. Troede, at jeg bare kunne gå denne tur uden problemer. Alle pilgrimme har smerter, mange giver op af fysiske eller mentale årsager. Det er altså ikke en spejdertur.
Har spist middag med tysk primadonna (skuespillerinde), der har opgivet at gå hele vejen til Santiago, da hun har for ondt i knæet. Hun har taget bussen i dag og sover på hotel i aften. Jeg er lidt misundelig over det sidste, men jeg vælger jo selv, og foreløbig er en sovesal med snorkende mennesker ok for mig. De små tings glæder... (32 km i dag)

Etik for en pilgrim

I går var det så varmt (37 grader), at jeg matte holde allerede kl. 11. Sov endnu en nat blandt højrystede italienere, spaniere og tyskere. Jeg har både læst og hørt, at man som pilgrim udviser hensyn og respekt for sine medmennesker. Man taler ikke højt, når lyset bliver slukket på sovesalen, man tænder ikke neonroeret midt om natten eller tidligt om morgenen, for man har jo en lygte, og man har ikke knitrende plastikposer at fedte rundt med i sin taske, mens andre sover. Man smider heller ikke affald i naturen. Manglende hensyn var noget jeg troede kun havde bosat sig i Danmark, men hele Europa ser ud til at lide af samme syndrom: Manglende hensyn og omtanke. Ikke fordi pilgrimme ikke generelt er venlige og hjælpsomme, men man gennemlever prøvelser hver dag blandt så mange fremmede mennesker. På godt og ondt.
Har gået 29 km. i dag. Overnatter midt i bjergene, hvor det er mindst 40 grader, og ingen kan ånde af bar varme.

Slip tyrene loes!

Pamplona, som jeg passerede forleden, er kendt for at slippe tyrene løs i gaderne til stor morskab for byens borgere. Det viste sig også at være tilfældet i Puente la Reina. Uvidende sad jeg og hang på en cafe med en kold øl, da gaderne blev ryddet, og jerngitre foran alle facader blev kørt i stilling: For tyrene var løs, så det var bare med at komme i sikkerhed. Jeg gik først ned til arenaen, hvor byens unge mænd tirrede tyrene, mens de sprang råbende rundt om dyrene. Det var meget vildt og ophidsende, folk råbte og skreg, og et hornorkester truttede i ny og næ. Lad mig lige tilføje, at dette er en mere human form for tyrefægtning. Man forsøger ikke at dræbe dyret, det hele er en leg, men en meget farlig leg. På et tidspunkt forsøgte jeg at komme tilbage til mit hostel, men gaden var spærret, så jeg tilbragte et par timer med bedstefar italiano, der også går caminoen med sin ven, begge er de fra Sardinien. Sproglige forhindringer findes ikke. Jeg kommunikerede på et sikkert morsomt fransk/italiensk, da bedstefar ikke kunne et ord engelsk. Men vi havde det super hyggeligt og drak kold rødvin. Meget fornøjeligt, og hatten af for alle de ældre mennesker, der går turen uden besvær. Har jeg nævnt det hollandske ægtepar, der er gået hele vejen fra - Holland!
Er nu i Estella. Jeg gik kl. 06 i morges og har fundet fidusen ved den tidlige vandring: Temperaturen er behagelig, der dufter fantastisk af vådt græs og krydderurter, og man har det hele for sig selv. Det er saa smukt, at jeg i de timer glemmer mine fysiske smerter.

Puerte la Reina

Vandringen begyndte tidligt i morges, og førte gennem en vindmøllepark, landbrugsområder og en meget stejl nedtur på løse sten. Sov skønt i kirken i nat, er lykkelig for mine ørepropper, der holder den værste støj ude.
Jeg forvred desværre min ankel for anden gang, og da den allerede har en gammel skavank, er den ikke fro i dag. Så er det man bliver meget bekymret for, om kroppen kan holde til dette her. Møder mange på vejen, der humper og ømmer sig, og det er på en måde en trøst, men også foruroligende. Indtil videre er der intet andet i mine tanker end at sætte fødderne det rette sted.
Der er ingen åbenbaringer eller guddommelig indsigt so far - det er hårdt arbejde! Jeg håber på, at jeg lige skal gå min krop til, før jeg kan slappe mere af.
Bortset fra fysisk lidelse, så vandrer jeg igennem de smukkeste små landsbyer, der ofte består af få huse, men naturligvis altid har en kirke som centrum. Man kan altid blive velsignet. En trøst for os pilgrimme, katolikker, protestanter, ateister m.m.
Følges lidt med danske John, tyske Michael og Luzy og italienske (og meget rødhårede) Fran.
EU og vabler er noget, der kan føre nationerne sammen!

Italiernere har et fantastisk sprog

Blev igen vækket af larm kl. 5.30. Italienere har et fantastisk sprog, og det vil de gerne dele med alle andre på alle tider af døgnet! Gik en smuk morgen i møde på ømme vabler og stoppede i Pamplona og dens katedral.

Stopper dagen i Cizur menor, hvor jeg skal sove i kirken. Rygsækken står bag alteret til aftenens messe er forbi og madrasserne tages frem. Der er basis for god rumklang for en snorkekoncert.

At blive dus med smerten

Efter en skøn nats søvn blev vi 100 mennesker vækket kl. 05.30 af en eller andens vækkeur. Ja, så kunne man jo godt stå op. Begyndte at gå kl. 06, og er netop ankommet til Larrasoana. 27 km har jeg gået igen i dag. Hvor højderne i går var slemme, og min rygsaek var min værste fjende, var det i dag mine fødder, der led under de stenede veje gennem skove og dale. Hvert skridt føles som knive, og de første vabler skyder frem. Min dårlige ankel (tidligere forstuvet) er lidt hævet, og mine fingre svulmer op og ligner hvide pølser. Nok på grund af rygsækken, der spærrer for blodtilførslen. Ja, sokker i sandalerne, og der røg den forfængelighed! Nu skal det jo ikke lyde som en klagesang, for smerten er forbundet med at gå i den fantastiske natur - og det at have en krop. At maerke den. Hold op, hvor kan jeg mærke den! Vi er dus, smerten og jeg.
Er indlogeret i denne lille bys lokale rådhus, deler bad og toilet med begge køn, grænserne overskrides hele tiden, og jeg har badet med undertøj på!!! Men man bliver taknemmelig for lidt.

I seng med 100 mennesker...

... er en realitet i aften. Efter en stroppetur af kaliber - 27 km. - bare op, op, op, er jeg en anelse smadret - på den gode måde. Naturen er ganske enkelt fantastisk, geder, får og kvaeg græsser, vandrer, men forsvinder snart som små pletter i dale og bjerge. Lyden af deres bimlende klokker om halsen er rar musik at gå til.
Er netop ankommet til Roncevalles, hvor jeg skal sove i et kloster med 99 andre - i samme rum! Bygningen er lavet af gamle rustikke sten, og der mindst 20 m. til loftet. Lyset bliver slukket kl. 22.00, og det bliver først tændt kl. 06. Fik jeg skrevet, at jeg har gået siden kl. 07 i morges?
I aften er der messe i kirken, og det skulle være et show af de store, så for en sikkerheds skyld må jeg overvaere det. Og blive velsignet.
Har gået 32831 skridt i dag. Nok for en dag.
Og til jer andre - blog away!

Og hanen galede

Måske var der derfor jeg ikke kunne sove i nat hos den vanvittige kvinde med de mange dyr.

Ventede på at det blev lyst så jeg kunne købe brød hos bageren.




Kl. 07 var jeg på vej. Skal klare 23 km og en stigning fra 200 m - 1500 m.

Afrejse

Ja, så er jeg ved at være på vej. Kan desværre ikke få oppakningen til at veje mindre end 8 kg. Jeg har ellers minimeret alt (tak for hjælpen Trine-Maria), hvad jeg kan, men rygsækken vejer desværre et par kilo i sig selv. Det ender nok med, at jeg må dumpe noget hen ad vejen...
Jeg glæder mig meget, men er også lidt nervøs for, om balletstængerne kan klare det, men på den anden side: Udholdenhed sidder jo (også) i hjernen!
Jeg er overbevist om, at der er veje, man selv skal gå, og dette bliver en af mine. At vejen til målet er rejsen i sig selv. På gensyn!

,,One thing is to know the path. Another thing is to walk the path." (The Matrix 1999)

Vejen til Santiago...

...begynder om få dage, og i dag har jeg prøvepakket. 7-8 kg. er absolut maksimum, da jeg jo selv skal bære det hele på ryggen i hede og hundredvis af kilometer langs Jakobsvejen. Måtte skifte Flaubert ud med Kafka, da han er mindre og lettere at bære (i gram). Min helt store bekymring er nærmere: Har jeg compeed nok med?
Tidligere tiders pilgrimme gik hele vejen til Santiago de Compostela på deres bare fødder som en del af lidelsen og vejen til syndsforladelse. Jeg synes nu det er lidt synd for dem, at de ikke nåede at opleve, at vejen til frelse kan gøres mere behagelig. Når skaden er sket - compeed! Limer huden sammen på rekordtid. Håber jeg.